Igen i år lægger Politikens Pressen hus til World Press Photo-udstillingen, hvor nogle af årets udvalgte pressefotos præsenteres.
I år havde man droppet den særlige udstilling af Politikens egne fotografers billeder, og det var en forringelse efter min mening. I stedet kunne man se en billedkavalkade over pressefotografiet i demokratiets tjeneste. Og ærlig talt; det væsentligste for mig ved fotografiet er, at man kan fordybe sig i det, og derfor fremkalder den evindelige bladren irritation. Man kalder det slide show, og det kan være både show-præget og slidsomt at se på.
Men andre år har jeg besøgt udstillingen på åbningsdagen, hvor en række pressefolk og fotokendere er til stede, men i år stod jeg midt i vrimlen af elever fra skolernes overbygningsklasser, og det gav en helt nyt dimension på oplevelsen. Jeg kontaktede en gruppe fra en nordsjællandsk efterskole, så deres opgavesæt, som de var pænt optaget af, og spurgte til deres opfattelse af udstillingen. “Jo, det er spændende at se, men det handlen næsten kun om katastrofer;” udtalte en, mens andre nikkede.
Og så er det underligt, at “vinderbilledet er et, man ikke sådan lige får øje på:” “Man må læse teksten for at finde ud af, hvad det forestillet.” (Børn, der klamrer sig til deres far, som bliver arresteret af ICE). “Det er nok valgt, fordi det handler om ICE!?”
Og alle var enige om, at ét billede havde fanget blikket og sat sig fast i beskueren: Et billede af en mand foran et brændende højhus. Det viste umiddelbart en rædsel, som blev understøttet af teksten: Han kone opholdt sig i det huset.
Det gav anledning til en ordveksling om de kriterier, der ligger bag valg af vindere. Og på mit spørgsmål om, hvad de havde fået ud af besøget, lød svaret: “At vi kan se, hvor godt vi har det her i landet!”
Udstillingen sluttede i går samtidigt med efterårsferien.