
“Til at udtrykke verden af i dag bruger vi et sprog, der var beregnet på verden af i går. Og fortidens livsførelse synes os bedre at svare til vor natur, blot fordi den bedre svarer til vort sprog.”
Sådan skriver forfatter og flyver Antoine de Saint-Exupéry i “Blæsten, Sandet og Stjernerne”.
Han forklarer dette misforhold mellem sprog og virkelighed med, at udviklingen er gået så hurtigt. Det var i midten af 1900-tallet, hvor hans afsæt er flyvemaskinens opfindelse og udvikling. Men i dag er hans tanker vel mere relevante end nogensinde.
Jeg kommer til at tænke på dette sprogspring i tid, når jeg omgås børn, der har ganske andre erfaringer og udgangspunkter end jeg; og det er dem, det er væsentligt at lytte til, når vi skal påtage os ansvaret for at bidrage til deres formåen til at begå sig verden. Og de er ofte et andet sted, end vi tro – selv om vi bruger samme ord eller ser samme billede.
To eksempler: En god ven af familien besøgte et Leonardo-museum i Italien og hjembragte en træmodel af da Vincis kastemaskine. Den skulle vores femårige og maskinfikserede barnebarn have. Han modtog den jublende, og da vi voksne skulle til at forklare om den store italieners genialitet, jublede drengen: “Det er ham, der har opfundet den maskine, vi kaster flødeboller med”.
Den havde Leonardo måske ikke set komme!? Vi andre derimod skylder så den geniale opfinder at fortælle knægten, at flødebollen vist ikke var opfundet, da maskinen blev tegnet. “Jamen, hvorfor så?”
I skolen har jeg ofte valgt omvejen ad illustrationen, når vi skal fordybe os i tekster. Det billede, som elever laver, afslører det, der har hørt.
Eksempel: Jeg har fortalt en mellemtrinsklasse om “Moses og den brændende tornebusk”. 12 tegner en skægget mand, der er klædt i hvide gevanter – de har set en billedbibel. 4 tegner en mand i romersk uniform – de har set Asterix og reagerer på signalordene: Egypten, hærfører; de har litterære kompetencer. 5 tegner ham med t-skjorte, korte bukser og kondisko – de fokuserer på sand og sol, og deres tegninger er de mest detaljerige, fordi det er kendt omgivelser.
Af de sidste havde én tilmed ladet Moses komme frem på en kondicykel. Forklaringen var, at jeg indledte: “Moses drog ud i ørkenen:” Og ordet drog kendte tegneren fra familiens weekendture på cykel i godt vejr: “Skal vi drage til starnden?”
At gå billedvejen åbner måske for, at vi kan pejle os ind på hinanden og etablere et fælles nutidssprog.
