Et bidrag til udvikling af dansk sprog

Da menneskene i tidernes morgen fik nøkker og stræbte efter himlen, gjorde Gud deres forehavende umuligt ved at udstyre dem med forskellige sprog, så de umuligt kunne tale sammen. Men akkurat som Guderne i den nordiske mytologi havde glemt at tage misteltenen i ed, sådan har Gud også overset en flok mennesker, der får os alle til at ane en storhed, der rækker ud over vores modersmål: tolkene og oversætterne.

Dette får man et overbevisende og markant indtryk af ved at fordybe sig i Thomas Harders velskrevne og grundige (til det nørdede) nye bog: ”Oversætterens anmærkninger”. Nu vil nogle, som har fulgt den seneste tids debatter om AI indvende, at oversætternes tid er ved at rinde ud. Men tro om igen: ved at give læseren indblik i de valg, der skal træffes, når man oversætter fra et sprog til et andet, indebærer, at man også skal oversætte kulturelle normer, historisk afslebne talemåder, fundamentale grammatiske forskelle og en lang række tilsvarende fænomener, som ikke blot fordrer sproglig kunnen, men også forståelser for de mange betydninger, som hvert sprog bærer på.

Dette stiller store krav til oversætteren, og Thomas Harders påpegning af, at man for at anmelde en oversættelse må have dyb indsigt i begge de sprog, der er tale om, virker på mig både indlysende og en kende utopisk, fordi det er de meget få, der kan honorere dette krav – og alligevel fornemme om en oversættelse er god eller dårlig.

Gennem en række overvejelser føres vi ind i oversætterens/tolkens vilkår, forberedelser og valgmuligheder, mens vi gennem en række konkrete eksempler får mulighed for at få teorierne foldet ud i levende sprog. Det er ganske enkelt mageløs læsning.

Og mere end det: Når man lever i et land, der på det nærmeste er etsproget, kan man nemt – og politisk – forledes til at mene, at dansk sprog er gudgivet. Men i samvirket med andre sprog fornemmer man, at vores sprog er på én gang foranderligt, levende og originalt, men dog medgørligt i den seriøse, vidende og engagerede oversætters/tolks varetægt.

Thomas Harders kollega og hustru, Lene Ewald Hesel, bidrager med et selvstændigt kapitel om at oversætte børnelitteratur. Hun skriver veloplagt og med indsigt og forærer læseren den samme glæde ved sproget som bærer resten af bogen. Men hun begræder også den lavstatus, som kulturarbejde for børn OGSÅ på oversætterfeltet er udstyret med. Man må håbe at kulturministeren og forlagsredaktørerne læser med!

Når man beskæftiger sig med sprog, må man nødvendigvis også tage stilling til den politik, som sproget er bærer af. Og her rummer bogen befriende debatstof, fx vedrørende oversættelser af n-ordet, og politiske beslutninger om at lade ikke-dansksprogede medborgere være selvbetalende for tolkebistand i rets- og sygehusvæsen. Her citeres en overlæge for at konstatere, at når man ikke kan tale med sine patienter, så reduceres man til dyrlæge.

Læs denne bog og blive begejstret for, at Vorherre får lidt modstand i den babyloniske sprogforbandelse – og at vores modersmål får omhyggelig pleje – tilsat toner fra en større verden.