Sammen med et barnebarn, der er interesseret i geologi, har jeg besøgt Island, både for at give hende mulighed for at se dette land, der om noget lever op til Grundtvigs ord om “Fædrene land! ved den bølgende strand”. Landet er landnamsstolt med levende undergrund. Ja, man kunne få det indtryk, at landet lever af fortid og vand, kogende og fiskerigt.
Hun valgte en lavarute fra Grindavik over Hafnafjordur til Reykholtvejen, fra helt ungt lava over størknet, men trøstesløst lava til lava, som efter hundreder af år har fået en mos- og lavklædt overflade. Og så kom der selvfølgelig en geysir og et par vandfald med i købet.
Mit valg var Landnamstiden, og jeg havde genlæst Gunnar Gunnarssons “Edbrødre” for at komme i stemning. Og stemning er der, selv om den tilstræbte sagastil giver indtryk af, at originalerne er karskere og bedre.
Kombinationen af geologi og kultur gjorde det oplagt at aflægge Thingvellirsletten et besøg. Og det var betagende for os begge. Og da vi senere så et maleri på Snorrastofa Museum, hvor Snorre står på en klippe og forkynder love, mens deltagerne i tinget sidder rundt op på klipperne, gik historie, kultur og geologi op i en højere enhed.
Men en pudsighed på Thingvellir var, at der for at beskytte stedets miljø og egenart opsat en række skilte med et par overstregede skosåler. Og ved hver skilt var der trampet en sti. Min unge ledsager mente, at det var spændende, fordi det var forbudt.
Og jeg kom til at tænke på et af de fineste undervisningsmaterialer, jeg kender. De to udgaver af Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns “Palle alene i verden” (1942 og 1976). Ved at sammenligne dem, er det nemt at se, at Palle får mere frihed, men også mindre forældrekontakt/-omsorg. Da Palle i 1942 pænt går på det forbudte græs, fløjter han af glæde over at gøre noget forbudt. Da han i 1974 gentager handlingen er han modløs og apatisk. Der er ikke længere noget at gøre oprør imod.
Se, sådan et skilt på Thingvellir og et kendskab til børnebogen om “Palle alene i verden”, burde få os til at diskutere, hvilke rammer demokratien må sætte op for det borgere, både unge og gamle, for at vise, hvad fællesskabet forventer af os alle, og for at give den enkelt mulighed for at afprøve grænser.
Grænseløshed fører til modløshed og apati.