To kumpaner og et kuld
Jensen & Dalgaard, som har beriget det danske børnebogmarked i en årrække, har gjort det igen. De har udgivet Wilhelm Buschs ”Max og Moritz”, der kan betragtes som verdens første tegneserie. Historien, der er fortalt på vers, beriger os med syv drengestreger, som de to kumpaner fornøjer læseren med, mens det går ud over agtværdige borgere. Derfor får de to også deres straf, når de ender i møllerens kværn og bliver ædt af et par ænder, der tager dem for korn.
Bogen hører til blandt de (tyske) moralske børnebøger, der har til hensigt at opdrage. Men som med så meget andet pædagogisk moralisme vinder livskraften over det udvendige, og de to skarnsknægte kommer til at inspirere til stadige løjer i børnelitteraturen.
Bogen er oversat fra tysk af Jacob Jonia i et mundret, oplæsningsvenligt sprog, der kun et par steder kræver et par chassetrin i verseføddernes dans.
Jeg bliver blød i sjælen, når et forlag kalder sit udgivelsesprogram for sit kuld. Det vidner om en særlig ømhed over for ynglen. Og det er lige netop, hvad forlaget Tallulah gør. Her i forlagets anden runde er det blevet til trillinger, som nok kan læses i lyset af ”Max og Moritz”.
Lars Daneskov og Pernille Lykkegaard har begået en munter fødselsdagsbog, hvor Molly hjælper Anton med at forberede hans fødselsdag ved at skaffe flag, lagkage, gæster og gave, fordi hans mor ikke står op, før fødselsdagsbarnet får sko på. Men hun har selvfølgelig ikke glemt dagen, og alt ender ovenud lykkeligt.
Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton kaster læseren ud i den rene morskab i ”Mig og Mille. Sommer og regn”. Bogen er fyldt med gags og pigestreger, og grafisk rummer hver opslag et væld af indtryk at gå på opdagelse i. Ved hjælp af en campingmutter lykkes det at få fyret en masse platte vittigheder af, og pigestregerne er faktisk både morsomme og opbyggelige. Hvor Max og Moritz blev straffet, får piger her kredit for livlig originalitet.
Pernille Bønløkke Toustrup og Thomas Hjorthaab har med ”PONY PONY” skabt en anderledes hestebog, som er et fint spark til de sociale mediers skønhedsdyrkelse, og hvad deraf følger af utilstrækkelighedsfølelser. En pony bliver fravalgt, men forsøger ved venner hjælp at vinde sin rytter tilbage. Midlet er skønhed og skønhed. Men mødet med en forsumpet hest får den vragede til at vælge sin indre vrede som drivkraft, og den får ikke sin rytter tilbage, men dykker ned i sit ’hul’ sammen med en udgrænset dreng fra stutteriet. Her fører oprøret til noget, der fremkalder smil i de nedgjortes ansigter.
Et kuld på tre, hvor det giver pote at være hjælpsom, lave sjov og gøre oprør – blot cirka 170 efter at to drenge blev kværnet til andemad for deres drengestreger. Det går fremad!